Cykelfuglen Ærø
Cykelfuglen Ærø – et kunstværk langs Herregårdsruten.
På muren ved Leby Kulturmark hænger et skulpturelt relief i stærke blå og grønne farver. På Ærø kalder de værket for "Cykelfuglen Ærø". Der er placeret en speciel cykelfugl i alle de fynske kommuner langs Herregårdsruten og Cykelfuglen Ærø gemmer på en masse figurer og symboler relateret til netop Ærø.
Relieffet forestiller en fugl med næb i to retninger, fordi man kan cykle begge veje på Herregårdsruten rundt på hele Fyn.
Nederst er der et symbol for bryllupsøen med et brudepar omkranset af et hjerte. Derover en linje med Ærøs ikoniske badehuse. Derefter symboler for en vindmølle og solenergi, der giver grøn strøm til Ærø og ligeledes Ærøs verdens længst sejlende el-færge, Ellen. Øverst er en skonnert som billede på, at Ærø har en lang og stærk maritim tradition, og fortsat er førende på det maritime område.